Computersmerter og computerhjælp
Håndskrift
Har man problemer med at bruge computerens tastatur og mus, er der hjælp at hente ved at udføre opgaver "i hånden". Umiddelbart lyder det måske modsætningsfyldt, og nogle fagpersoner, så som læger og fysioterapeuter henviser ligefrem til computerens tastatur, som en aflastende foranstaltning, hvis man har kroniske ledsmerter. Men som del af en strategi, der som hovedformål har alsidighed, er vedligeholdelsen af det at skrive i hånden vigtig.
Det kan være en idé at forsøge at optræne den hånd der normalt ikke skrives med, da det kan give en god afveksling, idet der da, ved af skifte mellem hænderne, altid vil være én hånd der hviler, hvilket giver mulighed for at kunne skrive i længere perioder, uden man skal holde decideret pause. Dette at opnå en så finmotorisk svær disciplin, som håndskriften er, tager lang tid. Tænk bare på de første forsøg med pennen i folkeskolen. Det kræver stædighed og udholdenhed. Øv lidt hver dag, en 5-10 min., hånden og armen udtrættes hurtigt, særligt hvis man har tendens til senebetændelse i forvejen.
I forhold til den specifikke træningsmetode, er de, for mange hadede, øvelser, man havde i de første skoleår gode. Køb et kladdehæfte og sæt en side af til hvert bogstav, både store og små. Tegn så mange a'er du kan på 5-10 min. Hold små pauser, og stop helt hvis du begynder at få gener. I starten vil det virke som et umuligt foretagende, men efter nogle måneder begynder man at kunne mærke resultater. Når noget skal skrives, og man f.eks. har for ondt i den arm man normalt bruger, så er det med at forsøge sig lidt med den anden. I løbet af nogle år vil det faktisk være muligt at træne den op!
Man kan godt holde fast i sin håndskrift, og alligevel få glæde af mange af computerens muligheder.
Ønsker man at sende mails, hvori der indgår håndskrift, findes der flere måder. Uanset hvilken man vælger, vil man skulle tænke over i hvert fald 3 delprocesser: 1. den fysiske del af digitaliseringen, 2. den digitale del af digitaliseringen og 3. hvordan man ønsker modtageren skal se håndskriften. De 3 delprocesser vil ofte være afhængige af hinanden, og der findes i dag endda flere typer aggregater, f.eks. scannere, hvor det hele gøres for én ved blot at trykke på en knap. Når jeg vælger at splitte dem op, er det fordi det ofte vil være nødvendigt, selv at tage stilling til de enkelte delprocesser, for at opnå et resultat der både er tilfredsstillende for ens egen individuelle arbejdsmetode, og samtidig er til at læse for den påtænkte modtager. De muligheder jeg for hver af de 3 delprocesser skitserer nedenfor, er således ment som idéer der frit kan kombineres på kryds og tværs.
1. den fysiske del af digitaliseringen
Scanneren er den umiddelbart mest almindelige løsning. Scanneren skal have arkføder. Da dette er temmelig dyrt at få monteret på en almindelig flatbed scanner, vil det være smartest at købe en opretstående scanner der selv tager papiret ind og scanner ved hjælp af en rulle, som de fleste faxmaskiner. Når der skal være arkføder, er det fordi man meget hurtig vil blive træt af at indlægge hvert enkelt stykke papir i scanneren, særligt hvis man får fysiske gener af ensidigt gentaget arbejde.
En telefax kan godt, i mangel på en rigtig scanner, bruges som en sådan. Det kræver dog en såkaldt faxgateway. En faxgateway har som formål at digitalisere telefaxer således at man undgår at få dem skrevet ud på papir. Det er en måde at sammenkoble den analoge faxmaskine med den digitale mailboks. Hvis man kender nogen der har en faxgateway, er det muligt at indstille den således at alle faxer der kommer fra dit telefonnummer, sendes til dig i en vedhæftet fil pr. mail. Formatet kan f.eks. være pdf, men uanset hvilket format faxen ankommer i, har man fået lavet et digitalt billede af sin håndskrift, man kan arbejde videre med.
En digitizer kan være nyttig fordi man, idet man skriver, direkte får overført skriften til computeren. Problemet er blot at mennesker med tendens til senebetændelse o.l., for det meste ikke vil kunne tåle at bruge en digitizerpen til skriftligt arbejde, fordi den skal holdes meget præcist for at man kan orientere sig på skærmen. For at vide hvor man er næste gang man sætter pennen mod pladen og tegner, skal man med digitizerpennen flytte en lille cursor så den på skærmen befinder sig det rigtige sted. Da cursoren kun aktiveres når pennespidsen er mindre end 1 cm fra digitizerpladen kræver det en håndstilling som mange tendinitispatienter ikke vil have godt af. IBM har løst problemet (nok uden at vide det) idet de har lavet en type digitizer der fungerer som underlag for et almindeligt stykke papir. Digitizerpennen er også almindelig kuglepen, og således fås en papirudgave og en digitaliseret udgave samtidig . IBM Thinkpad "Transnote" som den hedder koster i øjeblikket koster omkring 30.000 kr. En husmandsmodel kan skabes ved, ovenpå en almindelig digitizer at lægge et stykke kalkérpapir i A4-størrelse (digitizeren, eller i hvert fald det område som svarer til skærmens areal, skal også være i A4-størrelse). Ved at skrive på kalkérpapiret, bliver det muligt at se hvad man har skrevet, som på et almindeligt stykke papir, uden at man skal kigge på skærmen, og uden at man behøver at holde digitizerpennen anderledes end var det en almindelig kuglepen.
2. den digitale del af digitaliseringen
Her handler det om at vælge det rette format til det billede man har lagret i computeren af sin håndskrift. Det må ikke fylde for meget, det skal være alment udbredt, så de fleste kan åbne det, og det skal være nemt at arbejde med for dig selv. Dvs. at der ikke må være for mange gøremål forbundet med en evt. konvertering til det ønskede format. Ofte giver formatet sig selv, når man har valgt den ønskede fremtrædelsesform, men man skal være opmærksom på formatet, fordi det nogen gange kan være nødvendigt med en konvertering fra det format der kom af den fysiske del af digitaliseringen og til det format der er nødvendigt for at opnå den ønskede fremtrædelsesform.
3. fremtrædelsesform for modtager
Det er svært at vælge den rette fremtrædelsesform. Det hænger sammen med Microsofts softwaremonopol. Man vil hele tiden skulle tage stilling til om man vil gøre det nemt og ligetil for det store flertal af microsoftbrugere, der ofte er meget lidt vidende om hvilke formater der passer sammen, men blot er vant til at det enten virker eller ikke virker, og derfor skal have et format der er beregnet til Microsofts produkter, eller om man vil arbejde i et mere universelt tænkt format, f.eks. pdf, som også folk med andre styresystemer kan åbne. Vælger man den microsoftdominerede model, vil man f.eks. kunne indsætte sit tekstbillede direkte i mailens vindue, således at modtageren blot skal åbne mailen for at se ens kragetæer. Det vil dog oftest give problemer for folk der ikke bruger Microsofts produkter, og for folk der bruger webbaserede mailprogrammer o.l. Vælger man universal modellen, må man nøjes med at vedhæfte tekstbilledet til mailen. Her kan man i selve mailvinduet beskrive hvordan den åbnes og hvorfor man kommunikerer på denne måde, og det vil ofte være nødvendigt at være særlig opmærksom på at det for mange lidt særprægede format der vedhæftes, kan opfattes som virus.
En tredje måde som umiddelbart er mere besværlig end de to andre, men som med tiden vil blive lettere, er at medsende et link til en webside. På websiden udlægger man billedet af sin håndskrevne tekst. Dette har den fordel at man kommer uden om folks nervøsitet for at downloade vedhæftede filer. Men det kræver at man via en meget simpel arbejdsgang selv kan lægge billedfilen på nettet.
Uanset hvordan de 3 delprocesser sammensættes, vil det være meget vigtigt at man får gjort den samlede proces så simpel at udføre som muligt. Her kan man hensigtsmæssigt benytte sig af makroer, idet processen hver gang vil indeholde et stort antal ens elementer. Lidt hjælp fra en computernørd/sagkyndig/interesseret uden handicap vil faktisk gøre det muligt for en handicappet, eller smerteplaget, selv at afvikle endda meget komplekse processer med mange museklik og/eller tastetryk, ved blot et enkelt eller to tast på keyboardet.
Opdateret d. 23.9.2002